Tips til at arbejde med crepepapir

Inden du går i gang, er der lige et par praktiske tips til at arbejde med crepepapir.

Strækretning i crepepapir

Crepepapir har en masse folder, og det er dem, der gør, at du kan strække og forme papiret så meget.

Når du kigger på skabeloner til crepepapir blomster, er der ofte nogle streger på dem. Du skal holde øje med de streger, når du klipper papiret ud – det er nemlig vigtigt, at stregerne følger retningen af papirets folder. Ellers kan du ikke forme og strække papiret på den rigtige måde.

Det giver nogle gange lidt spild – irriterende, hvis man er super nærig med sine hobbymaterialer som mig – men det er du nødt til at leve med, når du arbejder med crepepapir.

Crepepapir tykkelser og stræk-evne

Strække før eller efter, man klipper?

Da jeg gik i gang, var jeg altid i tvivl om, om jeg skulle strække papiret ud, før jeg klippede efter skabelonen, eller om jeg skulle klippe ud først og så strække/forme bagefter.

Der kan være enkelte blomster, hvor det giver mening at have mere tykke og krøllede blade, men det er altså de færreste blomster.

Som udgangspunkt skal du altid strække papiret ud først. Du skal ikke strække det heeeelt ud, så meget du overhovedet kan, for så er der ikke meget fleksibilitet tilbage til at forme og strække bladene. Men hvis du ikke strækker det lidt, ender du også nemt med et tykt blad, der er så villigt til at strække sig, at du nemt kommer til at strække det færdige blad helt ud af form, når det først sidder på blomsten og du lige vil forme det lidt.

Så start med at strække crepepapiret lidt, men uden at presse det helt til grænsen (måske så det lige bliver en halv gang længere). Klip derefter ud og så kan du stadig trække lidt her og bue lidt der for at få præcis den bladform, du vil have. Ofte former man først bladet lidt, limer det fast på blomsten, og når limen er tør, kan du forme bladet endeligt.

Prøv dig frem – du kan altid strække lidt mere og klippe skabelonen ud igen, hvis du vil have det tyndere. Det vigtige er, at du strækker papiret så meget ud, at du synes, at det vil blive et pænt blad.

Der er en undtagelse: Når jeg beklæder stilken, strækker jeg altid crepepapiret helt ud. Her har jeg ikke brug for at forme papiret efterfølgende – det skal bare sidde tæt om ståltråden.

Sådan former du crepepapir

Crepepapir kan strækkes ret meget, og det betyder også, at du kan forme det meget.

Crepepapir blomster - sådan bruger du et falseben

Ud over at forme med fingrene kan du også bruge værktøj til at forme papiret – man kan f.eks. få et falseben, som man kan bruge til at strække og bøje papiret. Læg papiret mellem din tommelfinger og falsebenet, ligesom når du krøller gavepapir, og træk let. Det kan du både bruge til f.eks. at få bladet til at bue lidt, men også til at bukke kanterne af bladet i små buer.

Du kan også lægge skaftet af en pensel bag papiret og rulle kanten af papiret bagover og rundt om skaftet. Det giver nogle flotte, rundede kanter på bladene (men det er altså lige en smule nemmere med det der falseben, så tag og brug pengene på det – de er IKKE dyre).

En anden teknik til kanterne på bladene er at vrikke kanten skiftevis den ene og den anden vej. Tag fat med tommel og pegefinger i kanten af bladet, og tag fat på samme måde med den anden hånd lige ved siden af. Vrik den ene hånd lidt frem og den anden lidt tilbage, så du lige vrider kanten lidt i begge retninger. Det giver en smuk, bølget kant, som er god til mange blomster.

Leg med det, før du laver blomster af crepepapiret

Det er faktisk overraskende nemt at arbejde med crepepapir, men hvis du ikke har prøvet det før og måske er lidt usikker på det, så gør dig selv den tjeneste at klippe et par små stykker papir ud – bare et par cm eller fire på hver led – og leg lidt med det, så du får fornemmelsen af, hvordan papiret reagerer og hvad det egentlig kan.

Du skal ikke være bange for at rive papiret itu. Det er overraskende holdbart.

Klip flere lag crepepapir samtidig

Crepepapir blomster harmonikaklip - klip flere blade ud samtidig

Når du laver blomster, skal du ofte bruge rigtig mange blade, og så er det træls at klippe dem ét blad ad gangen.

I stedet kan du lægge skabelonen oven på papiret og så folde papiret – ligesom en harmonika – i lag efter lag bagved. Og så klipper du rundt om skabelonen.

Du kan sagtens klippe 4-6 lag samtidig – og ofte også flere.


Mere om crepepapir blomster


Inspiration til crepepapir blomster

Der er mere inspiration på vej. :o)