Lav en “flosset” midte til din crepepapir blomst

Rigtig mange blomster har en flosset eller frynset midte. Den laver du sådan her:

1: Lav en god base til at lime blomsten på ståltråden

Når du skal til at lave blomsten, er det en god ide at lave en god top øverst på ståltråden, så du nemmere kan lime tingene ordentligt fast. Hvis du limer direkte på ståltråden eller elefanttråden, så glider tingene nemt rundt, fordi det bare er et glat og rundt stykke metal.

Derfor:

Crepepapir blomster - solid midte 1 - klip et lille stykke papir

1: Stræk et stykke crepepapir ud og klip et lille stykke – det skal måske bare være 2-3 cm højt og 0,5-1 cm bredt.

Crepepapir blomster - solid midte 2 - twist papiret

2: Tag fat i hver ende af papiret med tommel- og pegefinger, og drej en halv omgang, så du har noget, der ligner en butterfly.

Crepepapir blomster - solid midte 3 - buk elefanttråden og lim den fast

3: Tag din elefanttråd eller ståltråd og buk et lille stykke af toppen ned langs ståltråden, så du laver en lille, lukket krog.

4: Put lim på det nederste stykke af crepepapiret, læg stråltrådskrogen ovenpå og fold det øverste stykke af papiret ned ovenpå.

Crepepapir blomster - solid midte 4 - fold papiret rundt om

Du kan evt. putte lidt lim i kanterne og bukke dem ind over, hvis stykket er blevet lidt for bredt.

Lad det tørre. Så har du en fin base til at lime blomsterdelene fast på.

2: Sådan laver du en flosset midte til blomster

Nu er det tid til at lave blomstens midte.

Crepepapir blomster flosset centrum - Klip en stribe papir og fold det på midten

Den laver du ved at klippe et stykke af crepepapir ud – måske 8-9 cm bredt og 1,5-2 cm højt.

Stræk det helt ud og fold papiret på midten.

Crepepapir blomster flosset centrum - Fold papiret på midten igen

Fold papiret igen, så du har 4 lag papir.

Crepepapir blomster flosset centrum 3 - Klip små slidser i papiret

Så klipper du små ”slidser” i det. Klip ned til ca. 0,5-1 cm fra bunden, så du ender med at have et langt stykke papir med frynser på. Jo tyndere du klipper, jo finere frynser.

Crepepapir blomster flosset centrum 4 - Rul papiret til en pølse

Rul papiret sammen til en pølse.

Crepepapir blomster flosset centrum 5 - Tril papiret mellem hænderne

Læg pølsen i hånden (der var en sætning, jeg aldrig troede, at jeg skulle bruge!!) og tril med fingrene på den anden hånd – ligesom hvis du ruller en pølse dej i hænderne.

Det kan godt drille lidt de første gange, du gør det – men bare bliv ved. Det bliver hurtigt meget nemmere, end man troede, første gang man prøvede.    ;o)

Du kan evt. sørge for at have lidt fugtige hænder – det er sværere at trille papiret med helt tørre hænder. Du kan bare skylle hænderne under hanen og lige tørre dem i et håndklæde eller viskestykke; så er de lidt fugtige.

Crepepapir blomster flosset centrum 6 - Fold papiret ud

Rul papiret ud igen – nu kan du se, at alle de små frynser er blevet snoet.

(Hvis det driller for meget at trille pølsen mellem hænderne/fingrene, så kan du rulle papiret ud til et enkelt lag og simpelthen sno/trille frynserne enkeltvis mellem fingrene. Det tager bare meget længere tid. Men prøv lige et par gange med pølseteknikken – det bliver hurtigt nemt, og du sparer altså rigtig meget tid på det.)

Crepepapir blomster flosset centrum 7 - Lim strimlen på stilken

Så er dit frynsestykke klar til at blive limet rundt om et stykke ståltråd eller en elefanttråd for at danne midten af en blomst.

Crepepapir blomster flosset centrum 8 - Den færdige blomstermidte

Det færdige centrum af blomsten – klar til at få kronblade på.


Mere om crepepapir blomster


Inspiration til crepepapir blomster

Der er mere inspiration på vej. :o)