Materialer:
Krympeplast
Farveblyanter, farvekridt eller vandfaste lynskrivere

Skilt i krympeplast

Hvilken side skal jeg tegne på?
Krympeplast har to sider, en blank og en mat, ru side. Når du tegner eller skriver på krympeplast, skal du gøre det på den ru side. Farven lægger sig i de fine ridser i pladen, og når krympeplasten bliver brændt i ovnen, bliver farverne "lukket inde", så de holder bedre og ikke smitter af.


Hvad kan jeg tegne med?
Du kan bruge farveblyanter, farvekridt, vandfaste lynskrivere, vandfarve blyanter og meget andet. Nogle farver/blyanter virker bedre end andre, så start med at lave en prøve på et lille stykke krympeplast. Så får du også en ide om, hvordan det endelige resultat ser ud.

Skilt i krympeplast
Du kan selvfølgelig tegne frit fra hånden, men hvis du er ligesom mig, vil du helst tegne et motiv af.   ;o)
Heldigvis kan du sagtens lægge et ark krympeplast ovenpå et motiv, du har printet ud - det kan tydeligt ses gennem plasten.


Klippe i krympeplast - og lave huller
Krympeplast kan klippes ud med en almindelig saks, og hvis du vil have et hul i plasten, så du kan bruge det som vedhæng, kan du simpelthen bruge en almindelig hullemaskine. Når plasten er krympet, passer hullet fint til en lille metalring.


Brænding af krympeplast
Når du er klar til at brænde plasten, skal du opvarme din ovn til 130 grader. Læg plasten på et stykke bagepapir med den farvede side opad. Det begynder hurtigt at krympe, mens det krøller sig sammen. Lidt efter begynder det at glatte sig ud igen, og når det ligger fladt på bagepapiret, er det færdigt - det tager som regel 3-4 minutter.
Skilt i krympeplast

Når du har taget det ud af ovnen, og mens det stadig er varmt, kan du evt. bukke det, trykke det fladt eller hvad du ønsker - bare pas på, for det er 130 grader varmt...!   ;o)


Hvor meget krymper krympeplast?
Når du brænder krympeplast, bliver det ca. 1/5 af den originale størrelse, og bliver samtidig ca. 1,25 mm tyk og hårdt.