Flettede tasker - sådan syr du dem sammen
Det er ganske nemt at sy de flettede tasker sammen, når man lige har luret, hvordan det skal gøres.
Det sværeste er bunden - men der er forskellige måder at gøre det på, så du kan jo prøve dig frem, og vælge den, du foretrækker.
Sy bunden først eller sidst?
På de fleste sider med instrukser til at sy flettede tasker sammen, starter de med at sy ringene sammen, og til sidst sys bunden sammen. Men jeg synes at det er langt nemmere at sy bunden sammen, hvis man starter med den. Så kan du meget nemmere komme til.
Jeg vil dog anbefale, at du først læser, hvordan man syr taskerne sammen - og måske lige syr to ringe sammen, bare så du har styr på, hvordan man gør. Derefter kan du sy en bund, og så bygge ring efter ring på bunden, indtil tasken har den størrelse, du ønsker.
Sy tasken på indersiden eller ydersiden?
Jeg har lagt mærke til, at andre kun syr på ydersiden, så det kan du nok sagtens gøre. Jeg foretrækker at sy både på indersiden og ydersiden, så tasken bliver mere holdbar.
Jeg syr først indersiden, og derefter ydersiden. Sørg for ikke at stramme snoren for meget på ydersiden; det vil presse ternene for meget sammen, så du risikerer at de "rynker" lidt.
Hvilken tråd?
Du skal bruge noget snor, der er holdbart (ikke knækker under pres), og som ikke flår papiret op, når du strammer snoren. Jeg har købt noget hæklegarn, og det virker fint.
(Det er ikke det på billedet - men du kan se hæklegarnet under "Sådan fletter du bunden sammen", hvis det er.)
Hvilken nål?
Det er besværligt at bruge en nål, da den nemt stikker ind i papiret og sætter sig fast.
Derfor bruger jeg en papirklips, hvor jeg har rettet den ene ende ud, så den nemt kan føres gennem ternene og hive snoren med igennem.


