• Lær at lave flettede tasker
  • Nye hobbybøger - lær at flette tasker og knytte smykker

Cernitsmykker – Resin

 

Resin er en stærk lak, der skaber en glas-agtig overflade. Den fås i mange forskellige versioner – nogle der er gode til at hælde i forme og nogle der er beregnet til lidt tyndere lag ovenpå et smykke, bord, kakler etc.

Resin er som hovedregel to-komponent. Det betyder at du selv skal blande resin og hærder (hardener), og så har du gerne omkring en halv time til en time til at arbejde med det. Derefter skal det tørre – og det tager laaang tid… Til gengæld bliver resultatet superflot!

Man kan også få en-komponent resin, så man slipper for selv at blande. Jeg har til gengæld ikke fundet nogen, der siger noget positivt om det – men masser af negativt – så det vil jeg fraråde. Selvom det er nemmere, giver det åbenbart slet ikke lige så flotte og holdbare resultater.

Der findes forskellige resins, nogle til tykke lag (hælde i forme) og nogle til tyndere lag (oven på emner).

Indtil videre har jeg selv kun arbejdet med EasyCast, så det er selvfølgelig det, jeg koncentrerer mig om at fortælle om. Jeg skal nok tilføje info om andre mærker, når/hvis jeg afprøver dem.

EasyCast

EasyCast er beregnet til at hælde i forme, men det fungerer også ganske fint til at dryppe på smykker.
De to komponenter blandes 1:1. Det er utrolig vigtigt, at du har præcis lige meget af de to dele, og at du blander det grundigt. Ellers ender du med et klæbrigt resultat.

Jeg bruger selv nogle engangssprøjter, der følger med min kats medicin, men du kan også købe engangssprøjter på apoteket. Jeg har prøvet at blande i små glas på øjemål, men nogen gange går det galt – og det er altså ærgerligt…! Så jeg er begyndt at afmåle præcist med engangssprøjter, og det er endnu ikke endt med et dårligt resultat.

Er du af en eller anden grund nødt til at bruge øjemål, så skal du vide, at der ALDRIG må være mere resin end hærdener. Det kan godt gå godt, hvis der er lidt overvægt af hærder, så hvis du er i tvivl, om der er lige meget, bør du tilføje en lille smule hærder.

Instruktioner

Materialer:
– Resin
– Små plastglas (ikke voksdækkede, da voksen kan gå løs og komme med i blandingen)
– Evt. engangssprøjter til afmåling
– Rørepinde (gerne af træ – jeg bruger to tandstikker, som holdes tæt sammen)
– Underlag, der kan smides ud bagefter (jeg bruger bagepapir)

Fremgangsmåde:

  1. Afmål lige store portioner af resin og hærder.
    Det er UTROLIG vigtigt, at du har præcis lige meget af hver – men er du i tvivl, skulle det være bedre med for meget hærder end for meget resin.
    Du kan evt. måle af i små glas eller kopper – tegn evt. en streg på hver kop, inden du hælder op. Så er det nemmere at ramme samme mængde. Hvis du bruger glas eller kopper, er det vigtigt at du hælder begge portionerne i et tredje glas til at blande i. Hvis du blot hælder indholdet fra det ene glas over i det andet, har du en mindre mængde af det første.
  2. Bland de to dele grundigt sammen med rørepinden i 2 minutter.
    Jeg er begyndt at blande i 3 minutter for en sikkerheds skyld – hvis du ikke får blandet dem ordentligt sammen, risikerer du at den hærdede lak er lidt klæbrig. Sørg for at skrabe op ad siderne på glasset for at få det hele med.
  3. Hæld blandingen over i et nyt glas og tag en ny rørepind og bland i 1 minut.
    Og ja, det virker som spild bare at smide glas og pind væk – men det er vigtigt. Jeg blander i 2 minutter for en sikkerheds skyld. Sørg igen for at skrabe op ad siderne på glasset, så der ikke sidder rester hist og pist, som ikke er blandet ordentligt.
  4. Nu er du klar til at bruge blandingen.

Du kan enten hælde den i forme, påføre med en pensel eller simpelthen dryppe resinen på emnet med en tandstik. Resinen vil automatisk stoppe ved kanten – med mindre du hælder alt for meget på.   ;o)
Resin buer lidt, når du hælder eller drypper det ovenpå ting. Derfor kaldes det også doming, fordi det skaber en hel lille kuppel.

Vær opmærksom på, at resin krymper en lille smule, når det hærder. Derfor kan du opleve, at det ikke længere går helt ud til kanten – og i forme kan du opleve, at det ligesom kryber lidt op ad kanten efter hærdning. Det kryber faktisk ikke opad – det er simpelthen midten, der har trukket sig sammen.
Heldigvis kan du sagtens hælde lidt ekstra resin på bagefter, hvis det ikke er pænt. Man kan ikke se, hvor det ene lag stopper og det andet starter.

Hvis du har lyst, kan du blande farver (evt. Perfect Pearls), krymmel eller andre ting i resinen. Vær opmærksom på at der ikke skal ret meget farve i – resin får nemt farve, og hvis du hælder for meget farve i, kan det ødelægge balancen, så du alligevel ender med et klæbrigt resultat.

 

Resin i forme
Du kan som sagt hælde resin i forme (molds) og få rigtig flotte smykker ud af det.
Du kan evt. fylde en form halvt med resin, lade det tørre en times tid eller 3 og lægge pynt ovenpå. Derefter fylder du resten af formen med resin, og resultatet er at dit pynt bliver indkapslet midt i det hele – det kan give en rigtig flot effekt. Evt. kan du lade være med at fylde formen helt op, og når det er tørt, kan du tilføje et lille lag med farve i – så får det færdige emne en baggrundsfarve.

Det er en god ide at dække pynten med resin ved hjælp af en pensel eller lignende, inden du lægger den ned i formen og hælder resin over. Så er du sikker på, ikke at få luftbobler midt i det hele.

Du kan også hælde ting i din resin – eksempelvis kagekrymmel (jo, det skulle virke fint!) – blande det godt rundt og hælde det i formen. Det giver en god effekt.

Hvis du bruger ting, der skal ses fra en bestemt vinkel (tekst eller billeder), så husk at lægge det med bunden i vejret. Det er bunden af formen, man kigger på, når den er færdig.

 

Resin og papir
Du kan sagtens selv printe billeder og tekst til brug i resin.
Men hvis du bruger papir, skal du sørge for at det er FULDSTÆNDIG indkapslet i en anden lak først – ellers går papiret i forbindelse med resinen, og det ødelægger resultatet. Sørg derfor for at lakere grundigt (flere lag, også på de små kanter, hvor du har klippet papiret), inden du bruger papiret sammen med resin.

Alternativt kan du printe på fotopapir – det skulle ikke give nogen problemer, og så slipper du for at lakere. (Det er åbenbart ikke helt nemt at finde en lak, der fungerer godt med papir uden at gulne det.)

Billedkapsler
Et hit i USA er at tage en ølkapsel, lægge et lille billede i bunden, lakere det, og til sidst hælde resin ud over. (Igen – hvis du bruger fotopapir i stedet for almindeligt papir, behøver du ikke at lakere det først.)

Tutorials og inspiration
Kig evt. på YouTubes videoer om EasyCast resin – der er masser af inspiration, og så kan du se, hvor nemt det er at arbejde med.

 

 


43 kommentarer til “Cernitsmykker – Resin
  1. christina siger:

    Hejsa, skøn side!!!
    Hvor køber jeg resin og materialerne henne?
    Og hvordan med holdbarhed af eksempelvis kaffenbønner, når man pynter med den slags?
    Christina

  2. Rie siger:

    Hej Christina

    Tak skal du have! :-)

    Du kan købe alle tingene forskellige steder, men der er ret stor forskel på prisen.
    Jeg har selv valgt disse steder – og nej, jeg tjener ikke penge på at anbefale dem… ;-)

    Cernit: http://www.nordform.dk/shop/category.asp?id=383
    Klart det billigste sted at købe cernit.

    Perfect Pearls: http://www.ejrbeads.co.uk

    Resin: http://www.metalclay.co.uk/
    Det er faktisk lidt svært at finde nogen, der vil sende Resin til DK (og jeg har ikke kunnet finde nogen forhandlere i DK) – men dem her vil gerne.

    Hvis du køber resin eller Perfect Pearls, kan det godt være, at det pga. porto bedre kan betale sig at købe cernitten sammen med enten Perfect Pearls eller Resin i stedet for at købe ind flere steder (dem med resin har ikke cernit, men de har fimo soft, som sagtens kan bruges i stedet. Se evt. forskellen på cernit og fimo på billedet her: http://www.altomhobby.dk/cernit-og-fimo/instruktioner).
    Det kommer an på, hvor meget du skal bruge. (Hvis du vil købe en del, så kan Nordforms lave priser godt opveje den ekstra porto.)

    Husk også at kigge på menupunkterne under http://www.altomhobby.dk/cernit-og-fimo mht. sikkerhed, tips til cernit osv.

    God fornøjelse!
    Og skriv endelig i forummet, hvis du får brug for hjælp eller har spørgsmål. :-)

    :-) Rie

  3. Rie siger:

    Hov – jeg glemte da lige det med holdbarheden. ;-)

    Hvis du bruger papir i resin, så skal du huske at lakere det meget grundigt først – ellers bliver det misfarvet. (Alternativt kan du bruge fotopapir. Alt dette står længere oppe på siden.)

    Ud over papir skulle der ikke være nogen problemer med holdbarhed.

    Hvis du vil bruge blomster – f.eks. en flot rose, der bliver “indlagt” i resin for at give en 3D-effekt) – skal du være opmærksom på at den tunge resin kan misforme blomstens tynde blade.
    Derfor er det en god ide at tørre blomsten i noget fugtfjerner og/eller lakere blomsten først, så den bliver lidt mere hårdfør og holder formen.
    Det findes der en masse artikler om på nettet, men jeg har ikke selv prøvet det endnu. Søg evt. på Google efter noget i retning af “embed flower in resin”, så finder du en masse indlæg og erfaringer.

    Det burde ikke være et problem med småblomster som dem, der er brugt i kaffebønne-kaklen – det er mere hvis du vil bruge f.eks. en rose eller orkidé, som skal holde formen med rejste blade.

    :-) Rie

  4. christina siger:

    Nej pyhhhhhhhhhh Rie, nu er jeg da helt forvirret. :oops:
    Jeg har set på You-Tube, set på dine links og på Ebay for at se, om det kunne passe, det er så dyrt (øv).:sigh:
    Der er tilsyneladende to slags, man kan bruge, kan du anbefale mig noget, og fortælle mig, hvilke materialer, jeg skal købe til at komme igang?
    Jeg kunne jo godt tænke mig at lave nogle fede smykker, så en slags form til en ring. Det kunne også være fedt at lave nogle halskædevedhæng. Her skal jeg vel også have en form og så et slags vedhæng/metal… og hvis man så skulle starte med en enkelt farve… Det er lidt svært at overskue… Jeg har også set på You-tube, der var denne her form– lidt smart.
    http://www.youtube.com/watch?NR=1&v=hrRY-XknMT8
    Knus og tusind tak!! :-)
    Christina :lol:

  5. Rie siger:

    Hej igen

    Ja, der er rigtig mange muligheder, så det kan godt være svært at begrænse sig… ;-)
    Jeg har ikke selv prøvet at bruge forme endnu, jeg har kun brugt doming-teknikken. Det er super nemt og giver altså et rigtig flot resultat. :-)

    Der findes rigtig mange forskellige mærker resin. Nogle af dem er hurtig-tørrende, men jeg har læst, at de ikke giver helt så gode resultater…

    Der er dog to mærker, som alle er enige om, er gode. Det er (selvfølgelig) ikke de billigste, men folk, der har prøvet billigere mærker, melder gerne at de ikke er lige så gode…

    Dermed ikke sagt, at der ikke er nogen gode, billigere mærker – men jeg er blevet klog af skade og er holdt op med at købe billigere ting, når alle anbefaler bestemte mærker… ;-)

    De to mest anbefalede mærker er EnviroTex Lite, som er beregnet til større flader / tykke lag, og EasyCast, som er beregnet til mindre ting som smykker. EasyCast kan både bruges til doming og til at hælde i forme. Det er den, jeg har leget med indtil videre, og det er gået rigtig godt.

    Så jeg vil anbefale dig at købe EasyCast Resin.

    Til forme kan du enten købe færdige eller lave dine egne. Jeg købte Siligum, som er en to-komponent blød ler, der blandes sammen og formes rundt om emnet. Få minutter efter har du en form. Den er rigtig god til cernit, men da jeg en enkelt gang prøvede at hælde resin i formen, blev resultatet helt mat og mælkeagtigt. Så det var ikke et hit… ;-)
    Jeg kan selvfølgelig have gjort et eller andet galt – men jeg ville prøve med et andet mærke, hvis jeg var dig.

    På etsy.com kan du finde masser af forme – både de formstøbte plasticforme og håndlavede forme. http://www.etsy.com/shop/Molds
    De skriver gerne, om formene kan bruges til resin.

    Med hensyn til farve, så kan du blande f.eks. Perfect Pearls i resin, men mange andre farver virker også. Søg evt. på Google eller YouTube efter “coloring resin” eller sådan noget.
    Bare pas på, der skal kun en lille bitte smule i, og hvis du putter for meget farve i, kan du ødelæggge balancen, så du får et klistret resultat…

    Men kig på YouTube, der er uanede mængder af inspirationsvideoer, og i dem kan du også se, hvad du skal/kan bruge af andre materialer, afhængigt af, hvad det er, du vil lave.

    Sikke nogle romaner, jeg får skrevet til dig… Haha!
    Men der er bare så meget at fortælle… ;-)

    Kig evt. også på http://www.altomhobby.dk/cernitsmykker/links – der har jeg samlet gode steder til inspiration og indkøb.

    God fornøjelse! Og sig til, hvis du har flere spørgsmål. :-)

    (Måske skal vi rykke ind i forummet, hvis du har flere spørgsmål – bare så andre også kan få glæde af vores spørgsmål og svar. Jeg tror ikke at lige så mange ser dem her i kommentarerne… ;-) )

    Knus retur fra Rie

  6. Rie siger:

    I øvrigt – selvom det ikke er helt billigt at købe resin (jeg mener at jeg gav omkring 100 eller 200 for en pakke EasyCast), så holder det altså ret længe. Man bruger selvfølgelig mindre til doming end til forme, men jeg har lavet mange smykker over det sidste ca. 3/4 år og er ikke engang halvvejs gennem pakken endnu… :-)

    I den video, du linkede til, siger hun at man mindst skal blande 15 ml. ad gangen. Det passer måske for deres mærke, men med EasyCast blander jeg som regel 2-5 ml. ad gangen, fordi det er rigeligt til min portion smykker. Det har ikke givet nogen problemer… :-)

    Og mht. materialer – ud over de materialer, du vælger at bruge til smykkerne; forme, vedhæng etc., så skal du til resin bruge blandeglas (her bruger jeg bare plastic-snapseglas jeg har købt i supermarkedet), rørepinde (jeg bruger bare to tandstikker, som jeg holder tæt sammen) og gerne engangssprøjter til at måle helt præcise mængder af. Og husk bagepapir eller lignende til at beskytte dit bord mens du arbejder. ;-)

    Med hensyn til vedhæng, så så jeg på et tidspunkt en video, hvor hun brugte en metaltråd, som hun bukkede i den form, hun ville have. Derefter bøjede hun enderne lidt. (Hvis du bare stikker to helt lige pinde ned i smykket, sidder det ikke så godt fast. Men hvis du bøjer enderne lidt, er der mere modstand, så det ikke så nemt ryger ud.) Hun ventede til resinen i formen var tørret lidt (så den blev lidt tykkere), og så lagde hun sin metaltråd bagpå og trykkede den lidt ned i smykket. Hun havde så en ståltråd, som hun stak gennem vedhængstråden og lod den hvile ovenpå formen, så hendes vedhængstråd ikke sank helt ned i smykket.

    Det er lidt svært at forklare uden billeder, men jeg håber at du ved, hvad jeg mener… ;-)

    Men ellers kan du købe vedhæng uden den helt store udgift. Prøv evt. at kigge hos http://www.cyberimport.dk. Jeg er ikke sikker på om de har vedhængsdimser, men de har rigtig mange smykketing og rigtig gode priser. (Jeg har selv købt en del af deres metalperler og kommer helt sikkert til at købe flere til de priser… ;-) )

  7. svesken siger:

    Hej

    Har lige læst jeres kommentarer og vil gerne sige mange tak for de gode links Rie. Jeg har lige været inde og bestille resin for jeg synes de smykke vedhæng du havde lavet i cernit med et glans af resin på – var kanon flotte. Jeg glæder mig helt vildt til at komme igang med det nye projekt :)

    Venligst Lotte

  8. Rie siger:

    Hej Lotte

    Ih, hvor dejligt, at jeg sådan kan inspirere dig! :-)

    Hvis du får brug for hjælp eller er i tvivl om noget med resin, så skriv endelig inde i forummet. Jeg holder øje med det, og jeg skal nok gøre mit bedste for at hjælpe dig. :-)

    God fornøjelse! :-)

    :-) Rie

  9. Sissi siger:

    Hei :-)
    Jeg sitter i Norge og leter som en gal etter noen som selger resin, har så lyst til å lage selv. så lurte på om du har et annet navn på dette? er det det samme som ceresin?
    jeg finner ingenting om det her hjemme :sad:

    mvh
    Sissi,https://www.facebook.com/#!/Sissismykker

  10. Rie siger:

    Hej Sissi

    Jeg kender desværre ikke noget andet navn for resin…

    Ceresin er voks, så jeg tror ikke, at det kan bruges.

    Jeg har heller ikke kunnet finde resin i Danmark, men jeg fandt til sidst en butik i England, der gerne vil sende til Danmark: http://www.metalclay.co.uk/.

    Men de sender kun inden for EU, fordi det er for dyrt at sende udenfor EU. Så vidt jeg husker, er Norge ikke med i EU…?
    Men prøv evt. at spørge dem, om ikke de vil gøre en undtagelse?

    Hvis du ikke kan finde nogen, der vil sende til Norge, så kan du evt. få det sendt hjem til mig. Så kan jeg videresende det til dig?

    :-) Rie

  11. Rie siger:

    I øvrigt superflotte smykker du har på https://www.facebook.com/#!/Sissismykker. :-)

  12. Sissi siger:

    Tusen takk :-) Hyggelig å høre
    Jeg prøvde den linken men fikk beskjed om at det var noe de ikke kunne sende til min adresse, men Norge sto på listen deres.
    Om jeg ikke får det til sier jeg takk til å bestille til din adresse :-) Men jeg prøver litt til først.
    Veldig lyst til å prøve dette etter å ha sett alt det fine du lager
    Sissi

  13. Sissi siger:

    Hei igjen :P
    Vil bare si at hobbylobby er helt topp, nå sitter jeg her med masse utstyr og gleder meg vilt til å sette igang :-)
    Tusen takk for hjelpen.
    Sissi

  14. Rie siger:

    Super! Rigtig god fornøjelse! :-)
    Sig endelig til, hvis der er noget, du er i tvivl om.

    :-) Rie

  15. juliesnus siger:

    Hejsa
    Jeg kan se, det er lidt tid siden, den sidste bemærkning blev skrevet…….er du mon imellemtiden stødt på en dansk forhandler af resin?
    På forhånd tak og supergodt arbejde du lægger i denne side :roll:
    God weekend fra
    Henriette :roll:

  16. Sidsel Jørgensen siger:

    Hei :)
    Ser det har kommet en forhandler i Norge nå om det hjelper?
    Savner noen ting fra de, men de har i alle fall det viktigste ;-)
    Legger ved linken så kan du kikke Henriette
    http://www.grenstho.no/Products.aspx?q=resin

    Sissi :sigh:

  17. juliesnus siger:

    Tusinde tak , Sidsel. Jeg går straks ind og kigger. :roll:

    hilsner fra Henriette

  18. Rie siger:

    Hej Henriette og Sissi

    Undskyld mit sene svar – og tusind tak til Sissi fordi du lige sprang ind med kloge ord! :-)

    Jeg må indrømme, at jeg ikke har ledt. Jeg købte 2 pakker fra England i sin tid, og jeg er stadig kun halvvejs gennem den første… ;-)
    Man bruger ikke ret meget til sådan nogle smykker.

    Men nej, jeg er ikke faldet over danske forhandlere. Jeg har prøvet at anbefale det til et par stykker, men det kan godt være, at der skal lidt mere gang i markedet, før de får lyst til at føre det. ;-)

    :-) Rie

  19. juliesnus siger:

    Tak begge to. Jeg har i mellemtiden hørt om et sted på Frederiksberg, tror jeg det var. Det var ihvertfald en modelbyggehobbyfforretning :-* , som skulle ligge overfor Panduro Hobby i KBH.
    Men jeg har skrevet til dem i Norge, og de sender gerne til DK, bare man betaler forud.
    Hilsner Henriette :-)

  20. Frk.Lind siger:

    Fandt din side i går, blev grebet af det hele og især dine fine vejledninger og svar på spørgsmål, nu venter jeg pakke med EasyCast :-*
    Jeg tænker, når man bruger en form til at støbe i, skal man så smøre formen med noget så ikke resinen sidder fast? (Olie, vaseline, noget??)

    Ret fin side du har dig her!

    Hilsen Charlotte

  21. Hobbyjunglen.dk siger:

    Til det medlem der efterspurgte resin i Danmark, så er der f.eks hobbyjunglen.dk :-)

  22. Rie siger:

    Hej Hobbyjunglen.dk

    Super – tak for tippet! :-)
    Jeg har lige kigget, men jeg kan ikke finde resin på siden? (Jeg kan kun finde ting, der er lavet af resin.)

    Kan du ikke lige linke til selve produktet, så folk kan finde det? :-)

    :-) Rie

  23. Kiwa siger:

    Hejsa er netop faldet over denne side med de alt for flotte ting! Vil høre om der nu er fundet et sted i dk der sælger resin eller om der Er nogen der ved hvor det ellers er billigst at købe i udlandet? Det er jo en kæmpe jungle at finde ud af syntes jeg :)

  24. Rie Rie siger:

    Hej Kiwa

    Dejligt at høre – takker! :o)

    Jeg har desværre endnu ikke hørt om nogen i Danmark, der sælger resin. Og desværre er der en del i udlandet, der ikke vil sende lige præcis resin til Danmark (jeg ved ikke helt hvorfor).

    Men jeg har selv købt resin hos Metal Clay Ltd (http://www.metalclay.co.uk/), og de sendte helt uden problemer. Heldigvis er det ikke dyrere at få sendt fra England til Danmark end fra Danmark til Danmark. ;o)

    Kig evt. på http://www.altomhobby.dk/cernitsmykker/links/ for andre materialer – her har jeg samlet de steder, hvor jeg selv køber dem. (Og jeg er meget opmærksom på priser. ;o) )

    :o) Rie

  25. Gitte siger:

    Hej
    Jeg kunne godt tænke mig at hører dig om, hvor har du købt ringene som man kan fylde med resin henne? Jeg har ledt og ledt men kan kun finde dem i usa.
    hilsen
    Gitte

  26. Rie Rie siger:

    Hej Gitte

    Jeg har ikke selv lavet ringene med resin i – det er bare inspiration fra et andet site. (Klik på linket under billedet, hvis du vil se original-sitet.)

    Jeg synes, at jeg har set dem et sted på en dansk hjemmeside, men jeg har vredet hjernen uden at kunne huske hvor. :o(

    Held og lykke med at finde dem!
    Og beklager, at jeg ikke kan hjælpe dig.

    :o) Rie

  27. Filippa siger:

    Hej Rie hvor kan man købe resin????

  28. Rie Rie siger:

    Hej Filippa

    Det står et par gange i kommentarerne på denne side. ;o)

    Se f.eks. den anden-øverste kommentar. :o)

    :o) Rie

  29. Caroline siger:

    Hejsa:) hvis jeg skal lave sådan en her (se linket) hvad for noget resin skal jeg så bruge?
    Mvh Caroline:)
    http://youtu.be/2ZowFJFQRTk

  30. Rie Rie siger:

    Hej Caroline

    EasyCast er beregnet til at hælde i forme, så det kan du i hvert fald bruge. :o)

    Jeg købte det her: http://www.metalclay.co.uk/

    :o) Rie

  31. Caroline siger:

    Hej Rie:) tak for dit hurtige svar, jeg vil prøve at lave den:)

  32. Caroline siger:

    Kan du måske linke et link til den slags easycast du bruger?(0_o)
    Mvh Caroline

  33. Rie Rie siger:

    Hej Caroline

    Jeg har købt denne her: http://www.metalclay.co.uk/products/EasyCast-Clear-Casting-Resin-8oz.html, men den er desværre både udsolgt og må ikke længere sendes ud af England.

    Men hun henviser selv til denne her, som fungerer lige sådan og gerne må sendes: http://www.metalclay.co.uk/alumilite-amazing-clear-cast-resin-16oz/.
    Så den skulle være god. :o)

    :o) Rie

  34. hejsa, jeg er vendt tilbage til din side igen og igen, for det er den første der dukker op når man begynder at søge på smykker med resin/epoxy, som jeg selv lige er begyndt at lave. det er sådan nogen flotte ting som du har lavet, og så ville jeg da osse prøve, mest fordi at jeg egentlig ville lave en flot finish på cernit ting. Jeg har gennemgravet nettet for at finde resin, og ligesom dig fandt jeg det ganske svært at få fat i her i danmark…indtil at jeg (hvad jeg havede på fornemmelsen) fandt ud af at resin er det samme som epoxy, jeg har et epoxy kursus selvom det er 100 år gammelt. det er så endt ud i at jeg har købt resin herhjemme hos et bådfirma. Forskellen er måske den at det her tager 4 døgn om at gennemhærde, til gengæld så er der til 1 halv liter resin for ca. 240 kr. jeg ligger lige adressen til firmaet:) med venlig hilsen sys http://webshop.nordbjerg.dk/ for pokkere var ved at glemme produktet hedder permakote

  35. Rie Rie siger:

    Hej Sys

    Iiiiiih, hvor er du fantastisk!! :oD
    Og super sødt af dig at dele! Det er et spørgsmål, der jævnligt dukker op, så det vil folk (og jeg) blive rigtig glade for. Tak!! :oD

    Hmm… En lille eftertanke – hvis det er et produkt til både, kan der så være noget problem i forhold til mulige allergier ved hudkontakt i længere tid…? (Hvis man laver smykker, mener jeg…)
    Jeg aner det ikke; det er bare en tanke…?

    :o) Rie

    • hej igen:)
      jeg har brugt formiddagen på noget konstruktivt arbejde. jeg har haft ringet til arbejdstilsynet for at være helt sikker på at jeg får det her sagt rigtigt:D
      De var faktisk rystede over at man bare kan købe epoxy produkter ude omkring i verden i almindelige hobbybutikker, så langt så godt. Epoxy/resin er alt andet lige epoxy/resin, og man skal når man arbejder med det forholde sig til at det er et produkt som er miljøfarligt og hvis man ikke omgås det rigtigt, osse er farligt for mennesker. Man skal bruge handsker egentligt osse åndedrætsværn øjenbeskyttelse og dragtbeskyttelse. man skal sørge for frisk luft, og man skal nok ikke lade sine unger lege med det:)
      jeg har også haft ringet til firmaet hvorjeg har købt mit resin, de siger at når at det er afhærdet så skulle der ikke være noget som kan give eksem.
      Nu kan jeg jo kun tale for mig selv, og når jeg bruger mit resin så bruger jeg handsker, tager en gammel skjorte på der beskytter mine arme, sørger for god ventilation. Jeg bruger kun engangs produkter som værktøj altså engangs bægere som jeg røre det sammen i, og tandstikkere eller grillspyd af bambus. Når jeg er færdig så smider jeg det i en spand som jeg har specielt til det som jeg så sætter på genbrugspladsen i farligt affald. Jeg har ingen værktøj overhovedet som skal skylles da jeg ved at vandmiljøet på ingen måde har godt af det, altså levende organismer. Det skal siges at disse forholdsregler ville jeg også have taget, hvis jeg havede købt et produkt som f.eks easy cast, som iøvrigt skriver på forsiden af deres æske.. Danger: Contains epoxy resin and polyamine hardener that may be harmful if misused. Please read cautions on individual containers carefully. Keep out of reach of children.vi har en streng arbejdsmiljø lovgivning i forhold til epoxy og man må sige at det er der en grund til. Så uanset hvad vi vælger at bruge så skal vi lige passe på os selv. jeg håber at dette var en lille hjælp til din lille tanke:D med venlig hilsen sys
      vi skal stadig huske at vi er omgivet af produkter, nok hver eneste dag som har epoxy i sig

  36. Rie Rie siger:

    Hej igen

    Hvor er du bare effektiv! :oD

    Det er jo helt fantastisk, og super at de kan afkræfte frygt for allergi og den slags. Det “normale” resin skulle være allergivenligt, men det kunne jo godt være, at der var en forskel på det og epoxy til både. ;o)

    Super – og igen tak fordi du deler din viden! :oD

    :o) Rie

  37. Tina siger:

    Hej, super lækker side!!

    Det lyder som om du har styr på det med resin, så tænkte du måske kunne hjælpe mig. Jeg har købte nogle kunstige blomster i IKEA og kunne godt tænke mig at arrangere dem i en flot vase med noget “kunstigt” vand. Hvilken resin ville du evt. bruge? Vil rigtig gerne have den er klar og at resultatet bliver flot, da der skal bruges en del resin, og det er jo ikke et helt billigt materiale ;-)

    Mvh Tina

    • Rie Rie siger:

      Hej Tina

      Uh, det lyder fedt, men dyrt… ;o)

      Umiddelbart er alt resin vist klart gennemsigtigt – i hvert fald det, jeg har set. Jeg har selv arbejdet med Easy Cast, og det er helt klart.

      Jeg har købt det i England, og de har faktisk større bøtter af casting resin (i modsætning til f.eks. coating resin som er beregnet til et tyndt lag):
      http://www.metalclay.co.uk/categories/Resin/Casting-resin/

      Mange hilsner
      Rie

  38. Ânêraq Joelsen siger:

    Hej

    Har lige “hurtigt” gennemgået alle kommentarerne her på siden, da jeg selv er begyndt at arbejde med resin.
    (Jeg går på KEA på Smykker, Teknologi & Business) og min lærer tippede mig om firmaet LKR Epoxy ( http://www.lkrepoxy.dk/?search=true ) som godt nok umiddelbart ikke virker til at være det “rigtige” sted at søge dette materiale til smykkedesigns men den skulle være god nok.
    Jeg har nu bestilt “klar primer”, som det der også bliver brugt på min skole.

    Jeg kontaktede dem og fortalte hvad jeg skulle bruge materialet til.
    De sendte mig prisliste på mail og tilbød at sende til mig med fragmænd. Dyrt dog (100 kr) men en halvbesværlig togtur, til og fra, ville løbe op i 82 kr, så det var jo ét fedt.

    MVH Ânêraq

  39. Rie Rie siger:

    Hej Ânêraq,

    Det er super – tak for tippet!
    Der står dog ikke noget som helst om deres produkter (priser, størrelser etc.) på deres side?

    Mange hilsner
    Rie

  40. Anita siger:

    Hej Rie:)

    Jeg hvor er det bare nogle smukke ting du laver, og jeg er helt vild efter at komme igang med at prøve det, jeg drømmer helt sikkert om at lave en kugle med en mælkebøtte i;)

    Mit spørgsmå til dig er: jeg har fundet dit opslag med de 3 links til 3 ting/steder hvor du anbefaler at købe fra. Og det forvirre mig en lille smule. Der er cernit link, perfect perls link og resin link. Ligedag anbefaler du easy cast resin og lige netop den du bruger er udgået eller kan ikke sendes til dk mere hvir du så har sat en link op i en senere tråd til et andet anbefalet. Men skal man ikke bruge 2 ting? Altså resin og så noget til at herde med?? Så hvis jeg nu køber det easycast resin du har linket til, er der så begge dele i??

    Hvis ikke, kan jeg så ikke få dig til at sætte links ind på præcis de 2 ting jeg skal købe for at have et færdig klar aæt til at hå igang med at blande og lave smykker?

    Kærligst Anita

    • Rie Rie siger:

      Hej Anita

      Når du køber resin – f.eks. easycast – så består det af to ting; resin og hærder. Så begge dele ligger i samme pakke. :o)

      God fornøjelse! :o)

      :o) Rie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*